Om trædrejning

Drejebænkens historie
Hvad er en drejebænk? Det er et redskab til at bearbejde et roterende arbejdsstykke med et skærende værktøj, som holdes imod det og føres enten med hånden eller ved hjælp af en støtte.

Før i tiden spillede drejebænken en stor rolle og mange af dagliglivets brugsgenstande blev fremstillet af trædrejerne.Men på grund af masseproduktion af billigere seriefremstillings brugsgenstande, gled trædrejerfaget i baggrunden. I dag findes der ikke mange fagdrejere tilbage.

Efter anden verdenskrig tog nogle tyske kunstdrejere drejehåndværket op igen. De anvendte smukke træsorter og med mange drejeteknikker har de igen skabt ny interesse for flotte unikke drejede træting.

Trædrejning er ikke svært, men kræver øvelse og håndelag. Det er lysten til at lære at skabe og formgive der tæller mest. Selvfølgetig er der ingen der bliver trædrejer/kunstdrejer på meget kort tid. Heri er der stor forskel på den enkeltes fantasi, håndelag og formåen, altså at kunne se og designe.

Drejekunsten eller trædrejning er mindst 5000 år gammel og stammer fra den Ægyptiske stenalder. Hvem der opfandt og udviklede det ved man kun lidt om. Den ældste afbildning, som kendes i dag af en drejebænk, stammer fra omkring år 300 f. k. Den er fundet i præst Petosiris grav. Her ser man to mænd, der er i færd med at afdreje et træstykke, som er opspændt mellem to spidser. Disse spidser der svarer til pinolerne på en moderne drejebænk, var anbragt i hver sin holder, som var stukket ned i jorden. Princippet var altså det samme som i dag på en moderne drejebænk.

Udviklingen med at få træet til at rotere rundt, fik sit store gennembrud omkring 1500 tallet, da den berømte opfinder/kunstner Leonardo de Vinci udviklede- svinghjul, pedaltrædelad og medbringer. Medbringeren var med tre spidser der gør at træstykket tvinges med rundt.

Op gennem tiderne har drejebænken fået nogle nye opfindelser på sig. Den er nu mere nøjagtig, har mange hastigheder og mulighederne i størrelser er mangfoldige.

Trædrejning og brugskunst idag


Brugskunst og formernes uendelige muligheder. Dette gør at man kun er på vej hele tiden. Som trædrejer har man virkelig mulighed for at udnytte sin fantasi og håndelag. Det er en nydelse at få træet til at tage form med drejejernet. Husk, der er ikke kun en måde at dreje på, men mange forskellige måder, samt drejejern. Det vigtigste er, at man kan lave det man har lyst til, og det ens fantasi rækker til. Jeg plejer at sige, at de der påstår noget andet er gået i stå.

Jeg fik min store interesse i USA, rettere Nord Carolina 1989 hos Knud og Lizzie Øland. Vi var hele familien på tur i USA 5 måneder og opholdt os den sidste måned på John C. Cambell (Højskole). Skolens beliggenhed i Smokey Mountains var kun ca. 1 km. fra Knud og Lizzis landsted og værksted.

Disse to mennesker var i stand til at dreje og pudse helt unikke opgaver, som kun få kunne gøre. Knud drejede fantastike vaser og krukker i både små og store størrelser. Nogle af de største var oppe på ca. en meter i dia. og Lizzis pudsearbejde med lufttryk og sliberunddetter var en hel perfekt som afslutning.

De kunne begge lide at undervise andre, og havde stor gennemgang af kursister. Jeg blev inspireret af disse to mennesker, og Knud lærte mig nogle sætninger jeg aldrig glemmer. Husk nu at tro på dig selv med hensyn til kunst. Du skal lave noget du selv kan lide og så helst noget de andre ikke kan. En anden ting var. Noget af det aller smukkeste du har lavet beholder du selv, derved beholder du din sjæl.

Kreativitet, trædrejning og venner
Jeg har mange kreative kunst/kunsthåndværks venner rundt i ind- og udland. Selv om vi alle er forskellige, inspirerer vi hinanden utrolig godt på alle måder. Det er dejlig at være sammen med mennesker der udstråler livslyst og kunstnerisk energi. Alt det der skal til for at få sin egen energi frem er, at man beskæftiger sig med noget der for en selv har stor værdi.